Bomlauget og dets grænsebomme
Siden den 25. marts 2001 har Danmark været en del af Schengen samarbejdet. Og mellem Nordkap og Sicilien er der kun fire grænsebomme. De står alle i den gamle Bov kommune ved den dansk-tyske landegrænse omkring Kruså og Padborg. Og når de findes netop der, skyldes det hverken en protest mod Europas åbne grænser eller en forglemmelse.
Næh – de står der, fordi Bomlauget værner om dem som et minde om en grænsekontrol, der var engang. Bommene er smukt vedligeholdte i rødt og hvidt. Og de forbipasserende kan på info-tavler på flere sprog få hele historien om grænseovergangsstedet, gendarmerne, gamle tider – og Bomlauget.
På kortet ser du de fire historiske bomme ved de gamle overgangssteder. Du kan evt. bruge GPS-angivelserne til at finde dem. Og du kan klikke på bommene oppe i menuen for at læse mere om overgangsstederne, Bomlauget og grænsens bevogtning gennem tiden. Du kan køre til alle fire grænseovergangssteder. Men ingen af stederne kan du krydse grænsen i bil.